Givskud Zoo
Kun 40 kilometer fra Kolding Hotel Apartments ligger én af Danmarks absolut største turistattraktioner og mest populære familie udflugtsmål, nemlig Givskud Zoo. Her kan du opleve en masse vilde dyr. Der er ikke kun tale om en helt sædvanlig zoologisk have her – faktisk tværtimod. I Givskud Zoo får I nemlig også en vaskeægte safari-oplevelse, hvor I kan køre rundt i bil blandt savannens vilde dyr.
Givskud Zoo er et rigtigt godt bud på en både spændende, lærerig og underholdende oplevelse for hele familien, hvor I kan komme tæt på dyrene og opleve dem på en helt anden måde, end I har prøvet i en zoologisk have. Her går dyrene rundt i det fri, og de lever således et liv næsten som på savannen.
Løveparken og de mange muligheder i Givskud Zoo
Givskud Zoo startede egentlig oprindeligt som en løvepark, hvor gæsterne kunne køre rundt i biler blandt løverne, som var I på en savanne. I mange år har der dog også været en masse andre dyr i Givskud Zoo, der i dag kan bryste sig af at være både en zoologisk have og en safaripark, der råder over knap 120 hektar jord. Der er dermed rigeligt med plads for de mange dyr at boltre sig på, samtidig med at der er rigeligt med plads til jer, uden at det kommer til at føles overrendt.
En billet til Givskud Zoo giver adgang til tre meget forskellige oplevelser på samme tid:
- I kan gå rundt til fods i den zoologiske have.
- I kan køre rundt i safariparken og se på vilde dyr i det fri.
- I kan besøge den imponerende dinosaurpark.
Derudover er der også gode legefaciliteter for børn og voksne, herunder et 9 meter højt klatrestativ (Skywalk), ligesom der er forskellige udstillinger inkluderet i din billetpris. Et besøg i Givskud Zoo er således meget mere end et besøg i en zoologisk have, og I bør afsætte minimum 5-6 timer til jeres besøg.
Givskud Zoo priser
Der er flere muligheder for at købe billetter til Givskud Zoo. I kan både købe dem online og ved indgangen, men der er faktisk penge at spare for jer, hvis I køber dem på nettet på forhånd. I kan nemlig spare 10 kroner per billet ved at have købt dem, før du møder op – dog skal I være opmærksomme på, at de billetter I køber på nettet ikke kan refunderes, og de kan heller ikke kombineres med andre rabatter.
Billetpriserne er som anført nedenfor (per person)
- Voksen (12 år og opefter) koster DKK 220 i indgangen og DKK 210 online
- Børn (fra 3 til 11 år) koster DKK 120 i indgangen og DKK 110 online.
- Små børn (til og med 2 år) er gratis
Vær opmærksom på, at der ikke er rabat for pensionister eller handicappede, dog kan handicappede have én gratis ledsager med, hvis han eller hun kan fremvise et ledsagerkort eller et handicapbevis.
Der kan desuden være penge at spare ved at købe et årskort til Givskud Zoo – læs mere om dét lidt længere nede.
Givskud Zoo tilbyder et ganske særligt arrangement, hvor I kan komme med på en morgentur rundt i parken. Her kommer I med bag kulisserne og oplever dyrene på endnu tættere hold end sædvanligt. Disse billetter kan kun købes på nettet, hvor en voksen (fra 12 år og opefter) koster DKK 290, og børn fra 3 år og opefter koster 145. Børn under 3 år er gratis.
Hvordan kommer du rundt i Givskud Løvepark?
For at komme rundt i selve safariparken, kan I vælge at tage jeres egen bil med ind i parken. Det er ganske gratis at have bilen med ind, og på den måde kan I opleve det hele i trygge rammer fra jeres egen bil. Her kører I selv på safari rundt mellem dyrene ud fra en nærmere fastlagt rute, der går gennem Syd- og Nordamerika, løvernes område og de afrikanske savanner.
Hvis I ikke har bil, eller blot foretrækker en guidet tur, kan I hoppe på safaribussen, der kører samme rute som bilerne. Safaribussen koster DKK 40 per person – uanset om det er voksne eller børn. Børn under 3 år er dog gratis. Busbilletter købes i billetsalget.
Hvis I foretrækker at køre i egen bil, men stadig gerne vil have fortællinger om dyrene, kan I købe en usb-stick eller cd med fortællinger og guides, som kan sættes på i bilen. Disse fortællinger kan kun købes på nettet sammen med jeres entrébilletter.
Den øvrige del af Givskud Zoo tilgås til fods. Den zoologiske have består af et 6 kilometer langt stisystem, hvorfra du kan opleve en masse vilde dyr. Det samme gælder dinosaurparken, der også kun kan tilgås til fods.
Givskud årskort
Hvis I ved, at I ikke kan nøjes med at komme én gang om året, kan der være god værdi i at købe jer et årskort, hvor I får ubegrænset adgang til Givskud Zoo i et helt år. Et årskort koster DKK 410 for voksne (12 år og opefter) og DKK 210 for børn fra 3 år og op til 11 år. Børn under 3 år kommer gratis ind, og I behøver derfor ikke købe årskort til dem.
Når I får årskort, får I desuden også en masse gode fordele og rabatter med i købet. I kan således få rabat på spisning i parken, ligesom I vil blive inviteret til særlige arrangementer og særture kun for årskortholdere.
Med et årskort får I yderligere en entre billet som enten kan benyttes i Aalborg Zoo, Odense Zoo, Ree Park Safari og Jesperhus Blomsterpark. I får også 50 % rabat på billetter til Randers Regnskov eller 25 % rabat på billetter til Legoland og Djurs Sommerland.
Og endelig giver et årskort til Givskud Zoo 15 % rabat på billetter til en lang række af Danmarks øvrige attraktioner, der er medlemmer af Danske Zoologiske Haver og Akvarier.
Givskud Zoo kort – Skab et overblik og få mest muligt ud af besøget
Givskud Zoo er en relativt stor zoo med masser af gode oplevelser med dyr. Da det netop er en større zoo, så er det en god ide at ud se sig lidt inden man går på oplevelse inde hos dyrene. For at få mest muligt ud af jeres besøg, er det anbefalet at planlægge lidt på forhånd eller i al fald inden I bevæger jer ind i de mange forskellige områder i zoo’en. Ikke sagt at det hele skal planlægges og tilrettelægges. Vi anbefaler at I får fat i et Givskud Zoo kort, som I både kan hente på deres hjemmeside eller fysisk i zoo’en. Her kan I hurtigt og nemt få et overblik over alle dyrene, områderne, spisesteder mv. Således kan I bedre planlægge jeres dag og sikre jer at I får mest muligt ud af jeres besøg i parken.
Givskud Zoo - dyr fra alverdens lande
Der er mange forskellige dyr i Givskud Zoo. Nogle befinder sig i safariparken, hvor de lever og går rundt side om side med hinanden. Andre dyr er i den zoologiske have, hvor de er opdelt og adskilt fra hinanden.
De mest populære dyr i parken er særligt løver, gorillaer, næsehorn, giraffer og elefanter. Faktisk er Givskud Zoo den eneste zoologiske have i Danmark, der har gorillaer.
Men der er mange flere dyr, I kan fordybe jer i, og der er næsten garanti for, at I vil støde på dyr, som I slet ikke har hørt om. Der er således både fugle og pattedyr fra Afrika, Asien, Australien, Nord- og Sydamerika. Der er desuden også mere almindelige husdyr, så som geder og okser.
Der er således masser af muligheder for både voksne og børn for at fordybe sig i dyrenes verden og lære en masse nyt om verdens mange skønne dyr.
Givskud Zoo dinosaur – bliv klogere på de mægtige dyr fra fortiden
Givskud Zoo har som nævnt også en dinosaurpark, og det er tilmed Danmarks eneste dinosaurpark. Der er naturligvis ikke rigtigt levende dinosaurer i parken, da de for længst er uddøde, men I kan her blive meget klogere på de kæmpestore dyr, der levede på jorden for mange millioner af år siden.
I kan se mere end 50 dinosaurer i naturlig størrelse og på den måde tage på en sjov og meget anderledes tidsrejse. I kommer igennem forskellige tidsperioder, hvor klimaet var ekstremt varmt, hvor Danmark var dækket af vand, og hvor landjorden primært var dækket af nåleskov og sumpområder.
Udstillingen foregår udenfor, og omgivet af de allerstørste planteædere, den allerfarligste T-rex og små nyudklækkede dinosaur-unger vil I føle jer kastet tilbage til en meget anderledes tid.
Og alt dette ligger kun inden for 40 kilometer fra jeres dejlige hjem på Kolding Hotel Apartments – det er en perfekt afstand til at komme på udflugt, og bruger I 5-6 timer i Givskud Zoo, også har I stadig en dejlig aften hjemme i lejligheden med god mad og hygge.
Kolding Hotel Apartments
Leg og Lær