Skip to the content

Trapholt

Er du til kunst og moderne design? Så er Trapholt lige noget for dig. Har du en formiddag fri, er det en god måde at få dækket et æstetisk og kunstnerisk behov.  Trapholt er et museum, som viser skiftende udstillinger med kunst, design og kunsthåndværk. Særligt det store fokus på moderne kunst er særligt for Trapholt. Deler du denne interesse, vil Trapholt være et særligt sted at besøge.

Museet er smukt beliggende i Kolding lige ud til Kolding Fjord. En gåtur langs fjorden er højst anbefalelsesværdigt i forbindelse med et museumsbesøg.

Trapholt indeholder både muligheden for at se smukke kunstværker, klassisk dansk møbeldesign, samt få en bid mad, når sulten trænger sig på med en fantastisk udsigt.

Her kan du læse alt om, hvad der sker på Trapholt, og hvad du skal vide for at planlægge en god dag.

Trapholt Museum

Museet kaldes også for det ”jyske Louisiana”, da det er placeret direkte ud til fjorden, som minder om det sjællandske museum Louisianas kig mod Øresund. De smukke omgivelser forstærkes blot af Trapholts skulpturpark, der indeholder skulpturer af forskellige danske samtidsværker. En gåtur gennem den smukke park er en forfriskende mulighed for at opleve kunsten i det fri.

Udenfor kan den hvide museumsbygning opleves, som en attraktion i sig selv. En smuk, skulpturel mur adskiller selve museet fra den bugtende skulpturpark.

Når du ankommer til Trapholt vil du blive mødt af ankomstpladsen, hvor indgangen åbner op for en indendørs museumsgade. Gaden guider dig igennem alle udstillingerne og følger et naturligt terrænfald ned mod Kolding Fjord. En særlig afdeling i museumsbygningen er tilegnet Richard Mortensens malerier i et tæt samarbejde med kunstneren selv. En af 1900-tallets vigtigste danske kunstnere med et internationalt format.

Til museet følger også Arne Jacobsens Kubeflex sommerhus, som er indrettet udelukkende med Arne Jacobsens egne designs. Huset er skabt af kunstneren selv og er den eneste af sin slags. Hvis du er til dansk møbeldesign, må du opleve denne totaloplevelse fra nok én af de vigtigste danske møbeldesignere. Der er daglige guidede ture i Arne Jacobsens Kubeflex sommerhus og generelt rundt på hele Trapholt Museum.

Et moderne kunstmuseum

Trapholt kunstmuseum blev indviet i 1988. I 1996 blev museet udvidet med nye sale til husets møbelsamling og til særudstillinger. Når du nærmer dig Trapholt møder du ved indgangspartiet en lav, hvidmalet betonbygning. Bygningens indgang starter på toppen af en hældning, som skråner ned mod Kolding Fjord. Dette giver en smuk udsigt og speciel arkitektonisk oplevelse.

Trapholt er det eneste museum i Danmark, hvor du både kan se kunsthåndværk, billedkunst, møbeldesign og design. Der er stor fokus på den moderne kunst, og museets særudstillinger byder altid på et møde med både danske og internationale kunstnere og designere.

Udstillingerne skiftes løbende. Nogle kan opleves i længere tid end andre. Det er dog ikke alle udstillingerne, der er midlertidige. Museet huser også enkelte permanente udstillinger. Arne Jacobsens Kubeflex sommerhus og Richard Mortensen-salen er begge permanente udstillinger, som er helt særligt for Trapholt. Disse må opleves. Skulpturparken er ligeledes permanent og en særlig måde at opleve kunsten under åben himmel.

Et unikt tilbud til dig og dine medbesøgende er muligheden for at sammensætte din helt egen og særlige udstilling med værker fra Trapholt Kunstmuseum. Det hele foregår digitalt, hvor du følges rundt i udstillingen og kan udvælge de værker, der skal indgå i din personlige udstilling. Til sidst vil udstillingen vises samlet på en skærm og den kan sendes videre til dine sociale medier. Det er en særlig spændende måde at gøre et museumsbesøg interessant for børn.

Udstillingerne på Trapholt

Som nævnt ovenfor kan du stifte bekendtskab med Arne Jacobsens sommerhus på Trapholt. Sommerhuset har i mange år ligget ved en strand på Sydsjælland og har bogstaveligt talt fungeret som sommerhus for den kunstneriske familie. Arne Jacobsen tegnede Kubeflex sommerhuset i 1969-1970, men det blev aldrig sat i produktion og den produktive kunstner døde i 1971. Familien har dog brugt sommerhuset indtil 2002. Det er de færreste, der kender til eksistensen af Kubeflex. Arne Jacobsen er mere kendt for blandt andet: Ægget, Svanen, Syveren og Myren, som alle er stole.

Sommerhuset kaldes Kubeflex, da det er er opbygget af modulformet elementer, som kan sættes sammen på flere forskellige måder. Modulernes størrelse kan også varieres efter behov. Dette gør sommerhuset til et bud på en meget moderne boform. Siden 2005 har Trapholt haft æren af at kunne åbne sommerhuset op for museumsgæster.

En anden af de permanente udstillinger er Richard Mortensen-salen, som er designet i et samarbejde mellem Richard Mortensen og museets egne arkitekter, Boye Lundgaard og Bente Aude. Salen blev åbnet sammen med indvielsen af museet i 1988. Ideen med salen er at skabe et rum, hvor arkitektur og maleri forenes. Salen er mangekantet og hvert maleri har sin egen store, hvide væg til rådighed.

Malerierne i salen skildrer Koens historie, som er en gammel østasiatisk myte. Denne har haft en stor betydning for Richard Mortensens liv. Værkerne er en forståelse af forskellige sindstilstande i mytens fortælling.

Udover disse permanente udstillinger er der løbende forskellige midlertidige kunstudstillinger

Nyd en pause i Café Trapholt

Et museumsbesøg på Trapholt kan vare mange timer, da der er adskillige interessante værker, udstillinger og arkitektoniske bygninger, der skal undersøges. Det kan vække en sult hos de fleste. I Café Trapholt kan du nyde en pause fra kunsten med lækker mad og forfriskende drikke. Samtidig kan du lade tankerne flyve med en skøn udsigt udover Kolding Fjord.

Café Trapholt ligger vægt på slowfood-konceptet, og der er derfor stor fokus på at bruge gode råvarer, som er tilberedt fra bunden. Det er derfor ikke en hurtig, forjaget frokost, men en oplevelse, der bunder i respekt for naturen og den tid det tager at tilberede de gode råvarer.

I hverdagene er der både a la carte og buffet til frokost. Onsdag aften er en særlig aften på Trapholt, hvor der er aftenåbent helt til kl. 21.00. I den forbindelse er det også muligt at spise aftensmad i cafeen. Her serveres en lækker, årstidsbestemt buffet med afvekslende varme og kolde retter. En god måde at kombinere aftensmaden med et spændende museumsbesøg.

Cafeen har åbent for museets gæster, og man kan derfor kun spise i cafeen, hvis man har betalt museumsentre. 

Byens bedste brunch

Hver lørdag og søndag, samt helligdage, kan du opleve byens bedste brunchbuffet på Café Trapholt. Brunchen serveres altid fra kl. 11-15.00 og er meget populær blandt museumsgæsterne. Det kan derfor være en rigtig god ide at bestille bord, hvis du vil være sikker på at opleve den lækre buffet. Ligesom til frokost og aftensmad skal man betale museumsentre for at få lov til at nyde godt af cafeens smagfulde anretninger.

Brunchbuffeten består primært af hjemmelavede produkter tilberedt af de bedste råvarer. Det er alt lige fra brød, fetacreme til alle salaterne og de lækre amerikanske pandekager. Drikkevarer, som kaffe, te og juice indgår også i buffeten.

Brunchbuffeten koster 185 kr. inklusiv drikkevarer. Prisen er dog kun 85 kr. for børn til og med 12 år. Ved at kombinere entrebillet og brunchbuffet er prisen 240 kr., og du vil derfor kunne spare en del.

Dette er en god weekendoplevelse, hvor en hyggelig brunch kan kombineres med et spændende museumsbesøg.

Åbningstider og praktisk information

Trapholt museum har åbent hver dag fra kl. 10-17.00. Mandage er der dog lukket. Onsdag er en speciel dag på Trapholt med aftenåbent helt til kl. 21.00. Dette giver en god mulighed for at komme på museet og tømme hovedet efter en lang arbejdsdag. Samtidig kan du nyde den omtalte onsdagsbuffet i Café Trapholt. Et museumsbesøg om aftenen giver en anden slags oplevelse – lyset og stemningen er helt særlig.

Prisen for entrebillet er 110 kr. Børn under 18 år har gratis indgang. Der kan opnås rabat for studerende og grupper.

Hvis du har lyst til at blive guidet igennem udstillingerne og få historien fortalt omkring Trapholt, tilbyder museet guidede ture til mindre og større grupper. Hvis det kun er dig og din familie, der er af sted, kan man hente den smarte app Vizgu til din smartphone. Den er ganske gratis og kan ved scanning genkende værker på udstillingerne. Du får her din helt personlige kunstguide til Trapholt og andre museer.

En udflugt til museet kan også kombineres med en picnic i skulpturparken. Du må gerne nyde medbragt mad og drikke ved bordene i parken. Hvis vejret ikke er til picnic, kan der henvises til indendørs faciliteter. En hyggelig måde at tilbringe en eftermiddag i godt selskab.

 

Kolding Hotel Apartments

Oplev Kunst og Design i Kolding