Vent venligst...

Pressemeddelser

Her finder du den seneste presse fra Kolding Hotel Apartments

Nyt hotelkoncept vil bringe erhvervsgæster i balance

27.09.2017

De fleste hotelgæster forventer mere end en seng at sove i og noget at spise. Det gælder også erhvervsgæster. Samtidig stiller de virksomheder, der indkvarterer erhvervsgæster på hotel i kortere eller længere perioder, stadigt stigende krav til sundhed og miljøhensyn. Det oplever de også hos Kolding Hotel Apartments. Derfor har lejlighedshotellet udviklet konceptet Stay Balanced, som skal tilbyde alle gæster et ophold i balance i forhold til både krop, sjæl og miljø.

 

Der er alt fra lokale, økologiske fødevarer og særligt designede Kolding-løberuter til fitness, yoga og mindfulness på programmet, når Kolding Hotel Apartments lancerer sit nyeste koncept, der i første omgang er rettet mod lejlighedshotellets mange erhvervsgæster. Men bare rolig. Der er også Wine Hour i loungen, og der er stadig pandekager i morgenbuffeten.

 

Konceptet hedder nemlig Stay Balanced, og balance er et nøgleord i hotellets indsats for at sikre gæsternes velvære og hensyn til miljøet. Derfor er de mange nye tilbud også netop tilbud. Nye muligheder, som både erhvervsgæster og turister kan benytte sig af, i det omfang de har lyst.

 

Et liv og et hotelophold i balance

Stay Balanced skal sikre gæsterne et ophold med både forretninger og fornøjelse, en sund og balanceret kost og ikke mindst en minimal belastning af miljøet.

 

“Vi stræber allesammen efter et liv i balance. Balance mellem arbejde og fritid, motion og afslapning, forbrug og miljø. Det kan være svært nok i en travl hverdag, men når man, især som vores mange erhvervsgæster, er væk hjemmefra i kortere eller længere tid ad gangen, bliver det ofte endnu vanskeligere. Lange arbejdsdage, andre omgivelser og en række omstændigheder, man ofte ikke selv er herre over, kan godt være en udfordring i den sammenhæng,” forklarer direktør hos Kolding Hotel Apartments, Jeanette Therkildsen.

 

“Derfor vil vi gerne give vores gæster muligheden for et ophold i balance og gøre det nemt for dem at tage hensyn til egen krop og sjæl og til miljøet, mens de bor hos os. Der skal med andre ord være mulighed for både en løbetur og et glas rødvin, og samtidig skal man vide, at vi som værter driver et hotel, der er meget bevidst om både ressourceforbrug, madspild og andre miljøhensyn,” fortsætter hun.

 

Fra yoga til madspild

Konceptet Stay Balanced bliver lanceret den 1. oktober og kommer til at gennemsyre hele Kolding Hotel Apartments’ måde at servicere gæsterne og drive hotellet på. Konceptet skal supplere det grundlæggende Stay Surprised, der handler om altid at overraske gæsterne under deres ophold, fortæller Jeanette Therkildsen.

 

“Vi tror på, at selv små overraskelser gør en stor forskel, og vi vil fortsat overraske vores gæster, hver gang de besøger os. Med Stay Balanced giver vi ydermere vores gæster muligheder for aktivt at passe på både dem selv og miljøet, mens de er hos os. Udover tilbuddene om løberuter, sund kost, træningsprogrammer og meget mere, arbejder vi målrettet på at tilpasse driften af hotellet til at belaste miljøet så lidt som muligt,” siger hun.

 

Stay Balanced betyder blandt andet konkrete indsatser for at reducere energiforbrug og madspild på hotellet, men der er også fokus på brug af alt fra vasketabs og håndsæbe til stofposer og toiletpapir. Jeanette Therkildsen tror på, at virksomheder vil tage godt imod Stay Balanced-konceptet.

 

“Jeg tror på, at de – ligesom vi – gerne vil tage et medansvar for deres medarbejderes og gæsters velbefindende og for miljøet. Derfor glæder vi os rigtig meget til at præsentere dem for tankerne bag Stay Balanced og for de konkrete initiativer,” siger hun og understreger, at de mange nye tilbud selvfølgelig er for alle lejlighedshotellets gæster.

 

 For yderligere oplysninger kontakt gerne Jeanette Therkildsen på telefon 2143 8039.

Overraskelser og fantastisk sommer hos Kolding Hotel Apartments

14.09.2016

 

Den danske sommer har fået hårde ord med på vejen, og regn og rusk er da heller ikke ligefrem trækplastre for turister. Alligevel har Kolding Hotel Apartments ikke manglet gæster, men snarere flere lejligheder. Hotellets nye identitet er for alvor slået igennem, og gæsterne strømmer til.

Faktisk er det ikke kun sommeren, der har været en succes for Kolding Hotel Apartments. Hele det seneste år har været historisk godt med den højeste belægning nogensinde, fortæller direktør Jeanette Therkildsen, og hun har også et bud på hvorfor:

“Vi har været igennem en lang proces med at genopfinde os selv og finde ind til, hvad der gør os til noget særligt for vores gæster. Det har blandt andet resulteret i, at vi skiftede navn fra Kolding Byferie til Kolding Hotel Apartments, og at vi markedsfører os under sloganet “Stay surprised,” fortæller hun.

Små overraskelser gør en stor forskel
Men navneskift og velklingende slogan gør det ikke alene. Begge dele er dybt rodfæstet i både hotellets indretning og tilbud og i de ansattes måde at være på.

“Når vi siger Stay Surprised, så bunder det i en oprigtig tro på, at selv små overraskelser gør en stor forskel for vores gæster. Det gælder for eksempel små håndskrevne godnathilsner, vores lånekasse med alt fra selfie-stænger og cykler til neglelakfjerner, vores hjemmelavede guide til Koldings knap så kendte oplevelser og vores børnebog med masser af aktiviteter og konkurrencer. Det hele er med til at overraske gæsterne og give dem mere end de forventer af et hotelophold,” mener Jeanette Therkildsen.

Hvor er Peter?
Den hjemmelavede guide til Koldings lidt mere gemte attraktioner er et godt eksempel på, at alle hos Kolding Hotel Apartments tager ansvar for at skabe de små overraskelser. Den er lavet af én af hotellets receptionister, der til daglig studerer design på Syddansk Universitet.

En anden af de små overraskelser, nemlig børnebogen, gav i øvrigt en overgang receptionisterne grå hår i hovedet. Flere børn kom nemlig jævnligt ind i receptionen og spurgte: “Hvor er Peter”? Det viste sig, at de var på jagt efter et af de små dyr, man skal finde for at løse én af opgaverne i bogen. Det var ikke alle receptionister, der fangede, at det var Peter Pindsvin, børnene søgte.

Beliggenhed og attraktioner trækker også
Udover de små overraskelser kan Kolding Hotel Apartments se i gæsternes evalueringer, at det også er den centrale beliggenhed midt i Kolding og i forhold til attraktionerne omkring Kolding som f.eks. Legoland og Christiansfeld, der trækker gæster til.

“Det ser ud til at vores gæster foretrækker “alle muligheder” frem for “all inclusive”. Vi er et lejlighedshotel, og derfor har vi ikke nødvendigvis alle de samme faciliteter som de store traditionelle hoteller under eget tag. Til gengæld har vores gæster alle tænkelige muligheder, restauranter og attraktioner lige uden for døren, og de har betydelig mere plads inden for,” siger Jeanette Therkildsen.

Billedtekst:
Gæsterne hos Kolding Hotel Apartments deler gerne deres begejstring. Stine Rønnow har foreviget hotellets Lånekasse og morgenmad til sin blog, frkronnow.dk, og instagrammeren legost3ve har blandt fotograferet og delt sin tro følgesvend, Lego-manden, med en selfie stick fra Lånekassen.

For yderligere oplysninger kontakt gerne direktør Jeanette Therkildsen på telefon 2143 8039

 

 

Kolding Hotel Apartments vil lade lyset brænde efter festival

01.12.2015

Når Kolding Light Festival kaster lys over byen fra 10. til 12. december, indvier Kolding Hotel Apartments en ny, permanent lysskulptur ved Slotssøen. Indvielsen bliver fejret med både bobler og live musik, og skulpturen markerer Kolding Hotel Apartments’ opbakning til både Lysfestivalen og Koldings vision “Vi Designer Livet”.
 
Snart lyser Kolding Light Festival byen op for tredje gang, og dermed er festivalen for alvor ved at etablere sig som en fast tradition. Det markerer Kolding Hotel Apartments med indvielsen af en ny lysskulptur, skabt af den anerkendte lysdesigner Osmund Olsen. Og når festivalen lukker og slukker efter tre dage, lader hotellet ved Slotssøen lyset brænde. Skulpturen, der er udformet i harmoni med de karakteristiske punkthuse, er nemlig permanent.
 
Permanent opbakning til Lysfestivalen
“Vi vil gerne vise vores klare opbakning til Kolding Light Festival og give både vores gæster og resten af Kolding noget, de kan have glæde af i lang tid fremover. Samtidig vil vi også gøre vores til at efterleve Koldings vision “Vi Designer Livet”. Derfor glæder vi os meget til at kunne afsløre Osmund Olsens konstruktion, der udover at være et smukt kunstværk også kan – og må – bruges som bænke,” fortæller direktør hos Kolding Hotel Apartments, Jeanette Therkildsen.
 
Hun glæder sig over samarbejdet med den anerkendte færøske designer, der siden sin afgang fra Designskolen Kolding i 2013 har haft rigtig godt gang i karrieren. Osmund Olsen har etableret sin egen virksomhed i Støvring sammen med virksomheden Induflex, der også producerer hans lamper.

Indvielse med bobler og live musik
Osmund Olsens skulptur bliver stillet op i dagene op til Lysfestivalen, men den officielle indvielse finder sted på festivalen den 10. til 12. december. Det bliver fejret med live musik og et glas bobler til alle, der har lyst til at kigge forbi Kolding Hotel Apartments ved Slotssøen.
 
“Under selve festivalen vil der være en kort præsentation af skulpturen én gang i timen, og vi håber selvfølgelig, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi i løbet af de tre dage, den varer. Men vi lader som sagt lyset brænde, når festivalen slukker, så hvis man ikke når det fra den 10.-12. december, er der masser af muligheder for at se og bruge skulpturen bagefter,” fortæller Jeanette Therkildsen.
 
Akryl og lys
Osmund Olsen arbejder med akryl, fordi materialet fungerer rigtig godt med lys. Kolding Hotel Apartments’ nye lysskulptur er også støbt i akryl. Innovations- og designbureauet Flying October har medvirket til udvikling af designet på skulpturen.
 
Osmund Olsen har i øvrigt været en del af Kolding Light Festival siden festivalens start i 2013.
 
For yderligere oplysninger kontakt gerne direktør Jeanette Therkildsen, Kolding Hotel Apartments på telefon 2143 8039.

Lejlighedshotel satser på inspirerende design-oplevelser

10.02.2014

Visuelle oplevelser og overraskende indretning er den nye kerne hos lejlighedshotellet Kolding Hotel Apartments, der fornyr sig selv med lækkert design på alle fronter.

Når gæsterne hos Kolding Hotel Apartments sætter sig for at spise morgenmad i deres lejlighed, vil de få øje på et stort kort på væggen. Det viser vej til aktiviteter og finurlige steder i byen, de er kommet til.

Kortet er blot et af flere elementer i den nye indretning, som Kolding Hotel Apartments byder fremtiden velkommen med. I en større forvandling er design nu det bærende element – både som services, i indretningen og i de grønne oaser, der omkranser hotellet. Målet er at skabe visuelle oplevelser og værdi for gæsterne på det 20 år gamle lejlighedshotel.

– Vi vil gerne gøre det til en overraskende oplevelse, at eksempelvis et kort kan se sådan ud og give gæsterne inspiration til deres ophold i byen. Det er meget vigtigt, at dekorationen ikke bliver ligegyldig, men skaber indhold og formidler stedets ånd, siger Jeanette Therkildsen, direktør hos Kolding Hotel Apartments.

Alternativ til den hurtige rejse
De 84 arkitekttegnede lejligheder er beliggende i huse, der alle har forskellige geometriske former. De er brugt som inspiration til et nyt logo formet som et kalejdoskop, der også går igen i tæppernes faconer og mønstre på væggene.

– Kalejdoskopet er et symbol på at få øje på alt det smukke i livet og at lade sig overraske. Det passer ind i fortællingen om Kolding Hotel Apartments som et sted, hvor gæsterne er nysgerrige, nærværende og udforsker området, siger Lone Lambæk, partner i bureauet Flyvende Oktober, der har faciliteret og designet de konkrete forandringer.

Et gammeldags brætspil, opskrifter på pandekager på indersiden af køkkenlågerne og et spisebord formet som et spejlæg inviterer til, at gæsterne er sammen og tager sig god tid.

– Vi er et alternativ til den hurtige pakkerejse. Vi er til for de mennesker, som prioriterer nærhed og langsomhed i en flygtig tid. De nye tiltag overrasker øjet og bringer smilet frem, og det håber vi, at gæsterne er enige med os i, siger direktør i Kolding Hotel Apartments, Jeanette Therkildsen, der slår dørene op for den nye udgave af stedet den 1. februar 2014.

Fotobyline
Maria Tuxen

For mere information kontakt
Jeanette Therkildsen, direktør hos Kolding Hotel Apartments, telefon 2143 8039

Fakta: En perle ved søen
Kolding Hotel Apartments, der indtil 1. februar  2014 hedder Kolding Byferie, ligger smukt placeret lige ved Slotssøen og Koldinghus i Danmarks syvendestørste by.

De 84 lejligheder rummer stue, soveværelse, køkken og bad og har udsigt til gården, gaden eller søen.

Kolding centrum og naturen omkring ligger lige uden for døren med massevis af oplevelser inden for rækkevidde.

En større design- og målgruppeproces ligger til grund for de nye tiltag og forandringer.

Det er planen, at en lysinstallation på hotellets område skal fungere som et vartegn for stedet.

Billedtekster
Direktør Jeanette Therkildsen (billedet) står  sammen med receptions- og marketingchef Julie Hermansen i spidsen for en række fornyelser på Kolding Hotel Apartments, hvor design-oplevelser spiller en central rolle. Her ses hun ved det geometriske kunstværk, som pryder glasgangen ved receptionen – og som tager sig allerflottest ud i mørke.

Kolding Byferie vil skabe anderledes hoteloplevelser.

10.02.2013

Med fornyelse og visuelle oplevelser vil Kolding Byferie skabe et sted, der skiller sig ud. Samtidig skifter lejlighedshotellet til nyt navn. Et miks af anderledes oplevelser for øjne og sanser skal sikre Kolding Byferie en solid og synlig plads som fremtidens lejlighedshotel. Alt for længe har stedet levet en lidt for anonym og hengemt tilværelse, mener direktør Jeanette Therkildsen.

– Mange gange har jeg hørt gæsterne sige: ‘Sikke en perle, I har. Men hvor er det synd, I lever så skjult.’ Det forsøger vi at gøre op med nu. Fremover skal oplevelsen være den røde tråd og en uendelig kilde af inspiration til, hvordan man kan sammensætte sit ophold på nye måder. Vores gæster skal mærke, at stedets ånd sætter spor i hukommelsen og trænger ind under huden, siger hun.

Et kalejdoskopisk mønster inspireret af lejlighedernes geometriske form går igen i alt fra det geometriske kunstværk i glastårnet ved indgangen til tæppernes form og væggenes mønstre i lejlighederne. Spisebordene har form som et æg, og de gule skåle illustrerer blommen. På søjlerne i lejlighederne finder man et stort kort med forslag til aktiviteter i Kolding, og på bagsiden af køkkenlågerne er der opskrifter på pandekager og andet godt. Samtidig får de 84 lejligheder en grundig overhaling med malerpenslen og på sigt bliver der sat en flot lysinstallation op på området.

– De nye tiltag overrasker øjet og bringer smilet frem. Og det håber vi selvfølgelig, at vores gæster er enige i, siger Jeanette Therkildsen.

Større frihed
Fornyelsen sker som led i en større proces, som det lokale designbureau Flyvende Oktober har faciliteret og designet de konkret tiltag udfra. I samme forbindelse har ledelsen besluttet, at Kolding Byferie pr. 1. februar 2014 skifter navn til Kolding Hotel Apartments.

– Især udenlandske turister forstår ikke, hvad Kolding Byferie er og nogle forveksler os med et turistbureau. Derfor skifter vi til et navn, der siger, hvad vi er: Lejligheder med hotelstandard. Hos os får man en stue, et soveværelse og et køkken, hvor man selv kan lave mad. Det er frihed i forhold til et hotelværelse, siger Jeanette Therkildsen, der også fremhæver, at navnet bevidst indeholder ordet ‘Kolding’.

– Vi læner os op af kommunens strategi ‘Vi designer livet’ med alle de oplevelser, man kan få her. Og vi forventer, at vi kan tilgodese gæsterne og ramme fremtidens forbrugere med den nye palette, vi tilbyder fremover.

For flere oplysninger kontakt
Jeanette Therkildsen, telefon 2143 8039

Billedtekst
Direktør Jeanette Therkildsen fra Kolding Byferie står i spidsen for en række fornyelser, der skal få lejlighedshotellet til at skille sig ud og sikre overlevelsen i en hårdt presset hotelbranche. Her ses hun ved det nye geometriske kunstværk i glastårnet, der fører ind til receptionen.

Fotobyline
Maria Tuxen Hedegaard

Fakta: Forandring fryder 
Den 1. februar 2014 skifter Kolding Byferie navn til Kolding Hotel Apartments som et led i en større design- og fornyelsesproces.

Processen er økonomisk støttet af det EU-finansierede projekt ‘Lån en leder’, som Business Kolding har hjulpet med at sætte i søen.

Fakta: Kom til snigpremiere 
I forbindelse med Kolding Light Festival den 12. – 14. december kan alle, der har lyst, komme til snigpremiere og se en testlejlighed som eksempel på forandringerne.

Kolding Hotel Apartments byder ved samme lejlighed på en cupcake og lidt at drikke om torsdagen og fredagen fra 17 til 19 og om lørdagen fra 16 til 18.

Faciliteter og services
  • Parkering ved døren
  • Fri WI-FI
  • DVD-afspiller og mere
  • Central beliggenhed
  • Renseservice og vaskeri
  • Lejlighedsstørrelser 2, 4 og 6 pers.
  • Køkken i alle lejligheder
  • Bad og toilet
  • Stue
  • TV, radio og telefon